Velkomst

Velkommen!

JBTU og Grenå BTK vil gerne byde alle velkommen til årets JBTU Top 8. Det er 7. gang JBTU Top 8 afvikles, og i år er det med 8 lidt bredt, da vi afvikler rækker med både 7, 8, 10 og 12 spillere.
Jeg er dog sikker på, at de tilpasninger, som vi har lavet, vil være positive for alle rækker og for selve stævnet.

Vi er glade for at kunne se spillere fra hele Jylland. Fra Skagen til Broager, Ribe, Esbjerg, Sjørring, Hirtshals og Grenå. Bordtennissporten trives i alle landsdele.

JBTU Top 8 skal gerne give alle spillere muligheden for at spiller 6-7 kampe mod jævnbyrdige spillere, og dermed få testet egne færdigheder bedst muligt, og gerne have noget læring med hjem. JBTU vil gerne se Top 8, som et udviklingsstævne, hvor der selvfølgelig spilles om at vinde hver kamp og hvert sæt. Vi vil dog også gerne at stævnet spilles med fokus på læring og udvikling. Der kan læres meget i løbet af de første kampe, som kan bruges senere i turneringen.
Når turneringen er slut, har alle forhåbentligt noget med hjem til den videre træning – både det der gik godt og det der skal forbedres. Vinderne er ikke kun dem, der vinder pokalerne. De rigtige vindere er dem der yder deres bedste og lærer af hele oplevelsen.

Som stævneleder håber jeg, at alle vil gøre deres bedste ved bordet rent spillemæssigt, men så absolut også på det sportslige plan med god fairplay. God fairplay kommer også fra sidelinjen,
hvor coaches og forældre skal være gode rollemodeller.  Med og modgang skal takles, og der bliver tætte kampe. Heldigvis plejer alle at have god attitude, så bare god fornøjelse.
Opstår der tvivlssituationer, så vil vores overdommer være behjælpelig med sin ekspertise.

Tjek venligst spilleplanerne grundigt, og find også de 3-4 gange, hvor I har ansvaret for at være dommer. Forældre, søskende mv. er velkommen til at hjælpe med at dømme, men det er spillerens og klubbens ansvar.

På vegne af JBTU, Grenå BTK, dommerbordet og overdommeren.

Lars-Henrik Sloth