Mindeord for Jørgen Pryssing, Tateni

                                           Mindeord Jørgen Pryssing død 11-01-2019

Det var med stor sorg, at BTK Tateni fredag d. 11-01-2019 fik meddelelsen om, at Jørgen Pryssing født 1935 var afgået ved døden på Aalborg Universitetshospital.

Jørgen Pryssing var medstifter og æresmedlem af BTK Tateni. Pryssing som han i dagligt tale blev kaldt, havde tre store interesser i livet, hans arbejde på Aalborg Værft i mere end 40 år, sport og hvad mange ikke vidste musik. Sporten fyldte meget i hans liv. Som ung var han aktiv cricket og fodboldspiller i Aab. I 1958 var han medstifter af BTK Tateni.

Samtidig med at Pryssing passede sit arbejde var hele hans liv bordtennis og BTK Tateni.
Som aktiv bordtennisspiller var han en habil spiller, som kom langt med taktisk god forståelse for spillet. Som leder var der tre ting han talte meget om specielt de sidste år. Engagementet i DBTU som træner/leder, dommergerningen på verdensplan og holdleder ”tjansen” for de mange ungdomshold i BTK Tateni. Bordtennissporten førte Pryssing ”World Wide” bl.a. til Indien, USA & Japan. ligesom han i en periode også bosatte sig i København og var leder i Virum Bordtennisklub.

I 1971 blev Pryssing årets leder i dansk bordtennis. Samtidig var han I 1971 også dommer ved VM i Nagoya i Japan. I 1985 var Pryssing træner/leder for BTK Tatenis drengehold, der vandt DM – en bedrift, der betød meget for ham.

Som Kim Larsen sang ”tiden gik og jeg gik med” – det gjorde Pryssing ikke. Fra en tid med med ”drejetelefon”, breve/frimærker og skrivemaskine, skulle han nu til at forholde sig til computer, mobil telefon og e-mails   – det lykkedes aldrig og det ønskede han heller ikke. Pryssing ville gerne have det på hans måde og gjorde tingene på hans måde – så igen tilbage til musikken ”I did it my way….”. Det har såvel (ungdoms)spillere, ledere og ikke mindst forældre i Tateni nydt godt af. Retorikken kunne til tider været hård og Pryssing var ikke bange for at tage en diskussion omkring, hvordan tingene skulle være, hvis bare det gavnede BTK Tateni. Pryssing havde om noget styr på tingene og gik ”all in” for bordtennissporten og BTK Tateni.

Pryssing havde et tilbagetrukket liv de sidste mange år, hvor kun ganske få personer, havde kontakt til ham. På trods af, at han i de sidste år, havde problemer med helbredet var BTK Tateni stadig i hans tanker – han brugte foråret 2018 på at lave scrapbøger til klubbens 60 års jubilæum, naturligvis ”med papirklip og saks” og ikke med brug af pc. Efter Pryssings død har vi i BTK Tateni modtaget mange tilkendegivelser, fra såvel gamle som nuværende spillere – hermed et uddrag, som siger alt:

”Han var en af de ildsjæle man husker resten af livet”, ”stort vemod at vores bordtennisfader er død. Han betød meget for mange og rigtig meget for mig”, ”en af de store ledere i Aalborg”, ”han var en god og uselvisk mand”, ”tænker på alle de gange han kørte rundt med os til holdkampe i Jylland”, ”en uddøende race”.

Æret været hans minde.

BTK Tateni