Trænerseminar – Hvad lærte vi?

Stærk baghånd – hvad kan vi gøre?

12. september var 8 trænere samlet i Esbjerg BTKs lokaler for at få inspiration omkring træning og teknik.
Der var stort fokus på den udvikling, der er set på internationalt plan de seneste år. Den nye plastikbold giver lidt andre muligheder. Der er udviklet nye belægningstyper, der passer bedre til plastikbolden, og på den rent tekniske front, ses at mange spillere bruger baghånden meget mere end tidligere.

Baghånden bruges til returnering af server næsten over hele bordet, også server på midten og et godt stykke ovre i forhånden.
Initiativtager og underviser på dette mini-seminar var Lars Jørgensen fra Varde.
Lars spillerede en del som ungdomsspiller, og har nu efter mange års pause genoptaget træningen i Varde, hvor hans 10 årige søn også er aktiv.
Trænerseminaret havde meget fokus på spillernes batfatning, hvor vi ser at mange topspillere ændrer batfatning afhængigt af om der spilles forhånd, baghånd, tempo eller bolde med skarpe vinkler.
Lars forsøgte at gøre op med manges opfattelse af at den såkaldte neutrale batfatning er den optimale måde at holde på battet på i de fleste situationer. Undervejs blev der vist gode videoeksempler med bl.a. Ma Long, Lin Yun-Ju og Tomokazu Harimoto.
Seminaret gav alle deltagere noget at tænke over, og en forståelse af at bordtennisspillet udvikler sig.
De løsninger og stilarter, som vi kendte fra 80erne og 90erne med Sverige og J.O Waldner som bannerfører kan vi stadig bruge, men der sker hele tiden en udvikling.
En gang hed det 70-80% med forhånden. I dag spiller mange 50-50 og også 40-60, hvor baghånden også bruges fra forhåndssiden.
Lars Jørgensen har i sin søgen efter viden om bordtennis været meget optaget af den kinesiske bordtennisfilosofi, som er lidt anderledes end det som mange europærer og os danskere tænker.
Lars har lavet en omfattende hjemmeside med masser af videoer mv. omkring teknik, træning mv. Alle interesserede kan se meget mere på  https://kinesiskbordtennisfilosofi.dk/

På JBTUs og DGIs vegne vil jeg gerne takke Lars for en god aften, hvor vores traditionelle bordtennisfilosofi blev udfordret.

Lars-Henrik Sloth, JBTU